Ideer til gadeidræt for 33,7 millioner kroner

På halvandet år har Den Nationale Platform for Gadeidræt uddelt lidt over 6,8 mio. kr. til skateboardramper, parkour camps og streetdance workshops. Midlerne er fordelt udover 236 projekter rundt i hele landet. Nu smider platformen igen penge på gaden, penge der skal få flere børn og unge til at være aktive igennem gadeidræt. I alt 33 projekter har fået støtte ved den sidste uddelingsrunde. Det er Nordea-fonden der har gjort det hele mulig med projektstøtte på 15 millioner i perioden 2015-2017.

Det er så inspirerende at se, hvad man kan få for 10.000 kr.. Ikke nok med at vi får rigtig meget for pengene ved at give disse micro grants til ildsjæle, så får vi også en masse lokal forankring, ejerskab og sat skub i iværksættervisioner blandt de mange gadeidræts entusiaster rundt i landet, siger projektleder for Den Nationale Platform, Semir Catovic.

Denne gang kan de unge i Sakskøbing på Lolland se frem til nye ramper og løbehjulsundervisning, Aarhus får støtte til et stort event for vinter gadeidrætsgrene og pigerne i Roskilde får hjælp til forsat at fremme pige skate i hal 12. Det hele handler om at booste gadeidrætten i Danmark og hvem er bedre til det end de lokale skatere, ildsjælene på streetbasket banen eller parkour entusiasterne? Platformen havde en målsætning om at nå ud til 75.000 børn indenfor de to første år, det mål blev indfriet halvandet år inde i projektet.

Siden Platformen startede i januar 2015, er det i alt blevet ansøgt for lidt over 33,7 mio. kr. Ambitionerne har været store, men bestemt også realistiske. Der er ingen tvivl om, at der er et stort potentiale i gadeidrætten og med de unge som initiativtagere kan vi få endnu flere i gang, siger Morten Bo Andersen, der er direktør i GAME.

Næste ansøgningsrunde har frist den 15. januar 2016

Fakta

Den Nationale Platform for Gadeidræt uddeler midler fra fire puljer:

Kapacitet og netværks puljen, hvis man fx har brug for at blive bedre organiseret, afholde netværksmøder eller få uddannelse som instruktør.

Søm & Skruer puljen, hvis man selv vil bygge en rampe, reparere den ødelagte basket kurv på vendepladsen eller skrue et mål sammen til street handball.

Jokerpuljen til alle de uforudsigelige og skæve ideer som findes på gadeplanet.

Gadeidrættens Dag, Hvis du vil afholde et arrangement eller workshop på Gadeidrættens Dag.

Det er et bevillingsudvalg bestående af Mikkel Rugaard fra Street Movement, Morten Bo Andersen fra GAME, William Frederiksen fra Copenhagen Skatepark og Ole Bruun Andersen fra Street Handball, der beslutter, hvilke projekter, der støttes.

Den Nationale Platform for Gadeidræt er en platform for alle, der brænder for Gadeidræt. En platform der understøtter de selvorganiserede fællesskaber på gaden via økonomisk støtte, vidensdeling og rådgivning, og målet er at gadeidrættens sociale, sundhedsmæssige og kreative potentialer kan få flere aktive børn og unge. Nordea-fonden har gjort platformen mulig med støtte på 15 millioner i perioden 2015-2017.

 

Recent Posts