PLATFORMEN FOR GADEIDRÆT
Den Nationale Platform for Gadeidræt – også kaldet GADEIDRÆT – er en platform for alle, der brænder for gadeidræt. Vi arbejder for at udvikle og udbrede gadeidrætten i hele Danmark. Det betyder, at vi understøtter landets mange ildsjæle og puster liv i nogle af de initiativer, der ulmer i det danske streetmiljø – gerne på en måde hvor gadeidrætten bliver et vækstlag, som gavner hele idrætten.
Helt konkret tilbyder vi økonomisk støtte, vidensdeling og rådgivning til gadeidrætten så vores sociale, sundhedsmæssige og kreative potentialer kan komme flest mulige til gavn.

VI SKAL HAVE FLERE UD PÅ ASFALTEN!
Nordea-fonden har mellem 2015-2020 støttet GADEIDRÆT med 30 millioner kroner. Det er blevet til næsten 1000 støttede projekter, over en halv million fremmøder og meget mere. Puljemidlerne bliver fordelt af et bevillingsudvalg med repræsentanter fra forskellige gadeidrætter og landsdele. GADEIDRÆT, som er en del af NGO’en GAME, er altid klar på dialog omkring mulighederne i gadeidrætten. Giv os et kald hvis du har en god ide, eller har brug for rådgivning.

PULJER, VIDENSDELING OG RÅDGIVNING
Platformen har tre overordnede funktioner:
1. Uddeling af puljemidler til gadeidræt
2. Vidensdeling gennem opsamling og formidling af viden på tværs. Det skal sikre kvalitet, udvikling og læring i netværket af kommuner, gadeidrætsorganisationer og andre aktører.
3. Rådgivning for at sikre kvalitet i gadeidrætten og skabe forankring
Puljemidlerne er opdelt i fire puljer: Søm & Skruer, Kapacitet og Netværkspuljen, Gadeidrættens Dag og Jokerpuljen. Alle puljer er beskrevet under ”PULJER”. Vi arbejder ud fra, at vidensdeling og rådgivning er mindst lige så vigtigt som puljemidlerne, hvis planen skal realiseres. Derfor tilbyder vi hjælp til vidensdeling og rådgivning til alle med en god idé eller et godt projekt – dette gælder også organisationer, ildsjæle, kommuner eller noget helt fjerde.

BAGGRUND
Et stigende antal børn og unge efterspørger i dag en løsere organisering og et mindre elitært fællesskab at dyrke idræt i, end i den traditionelle foreningsidræt. De unge ønsker fleksible rammer, som de selv kan være med til at udfylde, hvor det sociale, værdifællesskabet og mangfoldigheden prioriteres højt.
Gennem det seneste årti har de udviklet og udfordret gadeidrætten. Vi tror på, at gadeidrætten kan skabe markante resultater med få midler, og derfor rummer et stort potentiale for kommende generationer af aktive danskere. GADEIDRÆT er det samlende ståsted, som der er behov for, for at kunne udvikle og udbrede gadeidrætten. Uden dette vil potentialet ikke blive indfriet.
I dag dyrker 32% af de danske børn og unge gadeidræt og flere kommuner har fået øjnene op for gadeidrættens muligheder for at aktivere og engagere flere i positive fællesskaber. I GADEIDRÆT arbejder vi derfor for at italesætte og synliggøre gadeidrættens værdi. Det gør vi bl.a. gennem rådgivning og vejledning af gadeidrættens aktører samt kommuner.
Sammen med Nordea-fonden har vi siden 2015 løftet gadeidrættens potentiale gennem økonomisk støtte og rådgivning til gadeidrætsprojekter i Danmark. Siden GADEIDRÆTs start har vi etableret samarbejder med over 110 gadeidrætsinitiativer, der bakker op om vores arbejde for at være gadeidrættens talerør og stemme i den idrætspolitiske debat.
Den stigende opbakning til kulturen, antallet af samarbejdspartnere og det øgede aktivitetsniveau har også medført et øget behov for en statslig finansiering til gadeidrættens aktører. Derfor er en del af vores arbejde også at sikre en fast støtte til gadeidrætten og dens aktører via statslig finansiering. Vi er glade for, at have muligheden for at hjælpe med at realisere projektideer og vi er imponeret over, hvad I har formået at skabe derude.
I har fået sat ild til asfalten og skabt et hav af oplevelser, fællesskaber og fysiske rammer, som har skabt et solidt fundament for gadeidræt og gør det muligt for andre, at finde deres vej ind i gadeidrættens univers og aktiviteter.
AMBASSADØRER
I gadeidræt er vi stolte af at have ambassadører, der brænder så meget for gadeidræt.
Begge vores ambassadører er nogle af gadens største danske legender. De har været med til at bane vejen for alle, der bruger gaden som legeplads.
De har ikke alene gjort deres passion til deres levevej, men nu slår de også et ekstra slag for at udbrede gadeidrætten i hele Danmark, så endnu flere får mulighed for at prøve kræfter med de fleksible, sociale og kreative idrætsgrene på gadeplan.
RUNE GLIFBERG
Den professionelle skater Rune Glifberg er ambassadør for GADEIDRÆT. Han bakker op om GADEIDRÆT, fordi han mener der skal fokus på, at idræt og bevægelse er andet end håndbold og badminton.

TONIAH PEDERSEN
Streetdance-dronningen Toniah Pedersen er ambassadør for GADEIDRÆT. Hun bakker op om at gadeidrætten i Danmark skal have en fælles stemme, så vi får flere urbane aktiviteter på gadeplan.
